Hvem rejste Runestenen ved Kongernes Kilde?

3 hypoteser med plausible forklaringer.

Runestene har lidt en meget omtumlet tilværelse. 

Den danske oltidsforsker Ole Worm(død 1654) fik heldigvis tegnet de runer, som på den tid stadig var synlige. Senere blev stenen sprængt i flere stykker og nu kender vi kun et frakment af den med nogle få runer.

Det eneste bevarede af indskriften er nu runerne "bl : þisi :", men på grundlag af Ole Worms og Søren Abildgaards tegninger fra 1700-tallet, mener man af indskriften kan rekonstrueres til : [... lit : ku]bl : þisi : [kaurua : haralt ...rm... ... faþ(u)(r) ... 

I oversættelse: " ..lod gøre disse kumler, Harald … fader…" . Det er også blevet foreslået, at navnet Thyra kunne læses i teksten.

Hvis vi går ud fra, at navnene Harald, fader, Thyra og et navn, som indeholder bogstaverne "..rm" har været på stenen, så er der to vikingekonger der springer i øjnene: Harald Klak og Harald Blåtand.

Runestenen ved Landerupgård i lyset af Erritsø, Harald Klak og den tidlige danske kongemagt

Runestenen ved Landerupgård er en af de mest gådefulde sten i den sydjyske vikingehistorie. 

Den står ikke alene som en isoleret indskrift, men indgår i et landskab af kongelige stednavne, helligkilder, pælespærringer, strategiske færdselsveje og ny arkæologisk viden fra Erritsø. Når stenen derfor i dag diskuteres, handler det ikke kun om enkelte runer, men om et helt magt- og erindringsrum omkring Lillebælt. Det er netop denne større sammenhæng, der gør stenen interessant: Den kan være et vidnesbyrd om en lokal stormandsslægt, om en ældre kongelinje, om tidlig kristendom, eller om et forsøg på at fastholde et dynastisk eftermæle i en tid, hvor magten i Danmark var under forandring.

I  skriftlige materialer om Landerupgård fremstilles stedet som mere end blot et fundsted. Her argumenteres der for, at Landerupgård kan have været knyttet til Harald Klaks slægt og har fungeret som en central lokalitet både før og parallelt med kongsgårdene i Erritsø. Samtidig peges der på, at området kan have været et ældre magt- og kultcenter i Almind Syssel, muligvis med rødder helt tilbage til bronzealderen. Allerede denne rammesætning er væsentlig, fordi den flytter diskussionen om runestenen fra et snævert runologisk spørgsmål til et bredere spørgsmål om landskab, dynasti og politisk kontinuitet.

Et landskab, der inviterer til magt

Erritsø fremstår i arkæologiske artikler som et strategisk nøglested i den tidlige vikingetid. 

Beliggenheden midt i landet, ved Lillebælt og i skæringspunktet mellem nord-syd-gående søtrafik og øst-vest-gående forbindelser mellem Fyn og Jylland, gjorde området velegnet til både kontrol, forsvar og kongelig tilstedeværelse. Vejlemuseernes undersøgelser peger på, at den befæstede gård ved Erritsø ikke blot er vigtig, men også ældre end Jelling og muligvis kan belyse magtforholdene i Danmark længe før Harald Blåtands store programerklæring på Jellingstenen.

Nyere undersøgelser har vist, at Erritsø-bebyggelsen potentielt blev grundlagt i første halvdel af 700-tallet, måske endda sent i 600-tallet. Samtidig peger de på pladskontinuitet over op til 250 år, med flere faser af store haller og elitære anlæg. Det gør Erritsø til et sted med usædvanlig lang varighed som magtcentrum. I flere af teksterne understreges det derfor, at Erritsø ikke blot er et lokalt fund, men en lokalitet, der kan tvinge os til at revidere forestillingen om, hvor og hvordan den tidlige danske kongemagt blev opbygget.

Denne baggrund er afgørende for forståelsen af Landerupgårdstenen. Hvis stenen stod i nærheden af et magtfuldt, kongeligt miljø ved Erritsø, bliver det langt mere sandsynligt, at den ikke blot har været et privat mindesmærke, men et monument med politisk og dynastisk rækkevidde. Den skal da læses som en del af et større magtlandskab, hvor minder, slægtskab og territorial kontrol blev skrevet ind i naturen.

Gudsø Vig, pælespærringerne og det ældre kongelige rum

Et andet vigtigt perspektiv er Gudsø Vig. Her har udgravninger påvist pælespærringer på tværs af vigen, og forskere læser dem som forsvarsanlæg med lang tidsdybde. Nogle spærringer dateres helt tilbage til 300-tallet, mens andre knyttes til yngre jernalder og vikingetid. Sammen med stednavne som Kongsted, Stallerup, Husby og Skibdræt danner de et billede af et område, hvor der længe har været behov for sejladskontrol, forsvar og mulig kongelig organisering.

Det er netop denne lange varighed, som giver styrke til hypoteserne om Landerupgård. Hvis området omkring Erritsø og Gudsø allerede i århundreder havde fungeret som strategisk og politisk nøglezone, bliver det lettere at forestille sig, at en runesten ved Landerupgård har markeret mere end blot et dødsfald. Den kan også have fungeret som et tegn på slægtens tilstedeværelse, på erindringen om en tidligere magtbærer eller på et forsøg på at koble sig til et ældre, nærmest helligt landskab. I materialet beskrives ligefrem Landerupgård som centrum i et sakralfelt, der kan have strakt sig over Almind Syssel og haft rødder helt tilbage til bronzealderen. Det er en stor hypotese, men den er vigtig, fordi den viser, hvor tungt Landerupgård vægtes i den samlede fortolkning.

Landerupgård som mindested: kilde, kirke og overlevering

Landerupgårds betydning bæres ikke kun af arkæologien, men også af traditionen. I teksterne fremhæves det, at der i gamle indberetninger, beskrivelser og lokale fortællinger er en bemærkelsesværdig enighed om, at gårdens betydning er knyttet til runestenen og helligkilden Kongernes Kilde. Der peges også på, at kirkens placering kan tyde på ældre kultiske lag på stedet, måske i form af et hov, som senere er blevet afløst af trækirke og derefter stenkirke. Hvis dette er rigtigt, bliver Landerupgård ikke kun et sted, hvor en sten tilfældigvis stod, men et sted hvor magt, kult og eftermæle flettede sig sammen.

Hertil kommer N.S.F Grundtvigs interesse. Flere af teksterne lægger vægt på, at Grundtvig i 1816 brugte Landerupgård, Kongernes Kilde og runestenen som led i en fortælling om Harald Klak og den tidlige kristendom i Danmark. Selv om Grundtvig naturligvis ikke kan bruges som primær kilde til vikingetiden, er hans behandling vigtig som vidnesbyrd om, at Landerupgård allerede i 1800-tallet blev opfattet som et sted med kongelig og religiøs resonans. Det betyder, at moderne hypoteser ikke opstår i tomrum, men hviler på et langt traditionsspor, hvor stenen igen og igen er blevet forstået som bærer af noget større end sig selv.

Den store gåde: Hvem rejste stenen?

Et nøglepunkt i videnskabelige artikler er, at runestenen ved Landerupgård i århundreder har skabt undren: Hvem rejste den? Til ære for hvem? Og hvad stod der egentlig? I præsteindberetningerne fra Ribe Stift 1638 omtales en stor sten med runer ved Landerupgård nær Kongernes Kilde, og her hedder det, at den "formodes af kong Harald at være opreist til nogen mercheligheds ihukommelse." Det er en meget vigtig oplysning, fordi den viser, at forbindelsen mellem stenen og en Harald-tradition ikke er ny, men allerede i 1600-tallet var en del af lokal opfattelse. Det beviser ikke, at tolkningen er korrekt, men det dokumenterer, at stenen gennem lang tid blev forstået i et kongeligt lys.

Samtidig understreger teksterne, at stenen er så mishandlet og dens tekst så usikker, at runologer længe har haft svært ved at give en entydig læsning. Derfor bliver hele diskussionen nødvendigvis hypotetisk. Men netop usikkerheden åbner også for, at stenen må tolkes i sammenhæng med sit landskab, sin tradition og sin tænkelige datering.

Dateringen: hvorfor år 900 eller derefter betyder så meget

En af de mest centrale detaljer i materialet er argumentet om, at formlen "disse kumler" sandsynligvis kan identificeres i indskriften. Ifølge den fremlagte argumentation ses denne formel først fra 900-tallet og frem, mens ældre 800-talsbelæg for ordet kuml typisk står i ental eller i andre formuleringer. Hvis det er rigtigt, betyder det, at stenen næppe kan være rejst umiddelbart efter Harald Klaks død i 852. Det rokker ved enhver enkel teori, hvor Harald Klak selv eller hans samtidige kreds skulle have rejst stenen kort efter hans bortgang.

Men den samme datering udelukker ikke, at stenen stadig kan handle om Harald Klak. Tværtimod åbner den for en mere raffineret hypotese: at stenen er et senere mindesmærke over en tidligere konge. Det gør den i så fald til et dynastisk monument snarere end en umiddelbar gravsten. I stedet for at være et øjebliksbillede fra 850'erne bliver den et aktivt tilbageblik, rejst af en efterfølgende generation, som ønskede at fastholde eller genoplive et bestemt slægtsminde.

# 1 Harald Klak-hypotesen

Vikingekongen Harald Klak ( 785 - 852 ) havde en datter ved navn Thyra hvis søn hed Gutto-rm ( ?-890), så navnene på stenen kunne passe med; Harald Klak, Guttorm og Thyra.

Guthrum var barnløs og Runestenen kan derfor være rejst til ære for hans mor Thyra og hans bedstefar Harald Klak. Harald Klak den mest markante person, stenen knyttes til. Artikler fremstiller ham som en international politisk spiller med nære forbindelser til det frankiske hof, og som den første danske konge, der modtog kristendommen og med støtte fra Ansgar forsøgte at fremme kristendommen i Danmark. Derudover peges der på, at Harald Klaks slægt havde tætte forbindelser til Sydjylland og muligvis til Landerupgård som slægtsgård eller samlingssted.

Det stærkeste ved Harald Klak-hypotesen er ikke, at den er bevist, men at den samler mange spor. Den forbinder den gamle tradition om "kong Harald", den strategiske geografi ved Erritsø og Lillebælt, stedets mulige sakrale status og den politiske betydning af Harald Klaks slægt. Hvis stenen virkelig handler om Harald Klak, bliver den et minde om en konge, der senere faldt ud af den store nationale fortælling, fordi Jelling-dynastiet kom til at dominere historieskrivningen. I flere af teksterne antydes netop, at Erritsø og dets centrale rolle er blevet "skrevet ud af historien" efter fremkomsten af et nyt kongedynasti med Jelling som centrum. I det perspektiv kan Landerupgårdstenen være et sjældent lokalt modspor til den senere Jelling-fortælling.

# 2 Guthrum-hypotesen: den senere efterkommer som rejser runestenen

Den mest udfoldede hypotese i materialet er, at stenen kan være rejst af Harald Klaks barnebarn Guthrum. I teksterne beskrives Guthrum som Harald Klaks dattersøn, knyttet til navneformer som Gudrum, Godrum og Guthorm, og der argumenteres for, at han kan være den mulige ansvarlige for stenen. Videre fremhæves det, at han blev en mægtig hersker i East Anglia og over Danalagen efter 878, og at han som barnløs kunne have haft en særlig interesse i at hædre sin morfar og fastholde slægtens eftermæle ved familiens danske slægtsgård.

Denne hypotese er attraktiv af flere grunde. For det første løser den dateringsproblemet: Hvis stenen er fra omkring år 900 eller lidt derefter, kan den stadig mindes Harald Klak uden at være rejst umiddelbart efter hans død. For det andet forklarer den, hvorfor et minde over Harald skulle blive rejst netop ved Landerupgård. Og for det tredje giver den en mulig forklaring på et andet spændende spor i materialet: påstanden om, at runerne på Ole Worms tegning kan have lighed med 800-tallets angelsaksiske runealfabeter. Hvis Guthrum eller hans kreds havde forbindelser til England, kunne det tænkes, at engelske runetraditioner eller runemestre har sat præg på stenen.

Det skal dog siges klart, at denne hypotese er meget dristig. Den hviler på flere led af antagelser: at Landerupgård faktisk var Harald Klaks domæne, at slægtslinjen gennem Thyra og Guthrum kan holdes sammen på den måde, teksterne foreslår, at Guthrum havde anledning til at rejse et sådant monument i Sydjylland, og at de runologiske ligheder til angelsaksiske former er reelle og betydningsfulde. Men som perspektiverende artikel er den vigtig, fordi den viser, hvor langt stenen kan række ud i den internationale vikingeverden, hvis denne fortolkning viser sig at rumme noget sandt.

Thyra-sporet og den dynastiske symbolik

I videnskabelige materialer spiller navnet Thyra en særlig rolle, fordi Harald Klak efter sigende efterlod sig datteren Thyra, som indgår i Guthrum-hypotesen. Samtidig er Thyra-navnet naturligvis tæt knyttet til Jelling gennem Gorm den Gamle og Harald Blåtands berømte mindeformler. Dermed opstår et interessant perspektiv: Hvis Thyra-navnet eller en kvindelig slægtsfigur med dette navn har været central også i en ældre sydjysk kontekst, kan stenen indirekte pege på dynastiske forbindelser eller navnebrug, som senere genfindes eller genfortolkes i Jelling-komplekset. Materialet beviser ikke dette, men det gør tanken legitim som perspektiv.

Her bliver runestenen særlig interessant som erindringsobjekt. Mange runesten er jo netop ikke neutrale, men aktive udsagn om, hvem der skal huskes, og hvordan slægten skal forstås. Hvis Landerupgårdstenen nævnte Harald, Thyra eller et andet centralt slægtsnavn, kan den have været et redskab til at fastholde en bestemt fortolkning af fortiden — og dermed også et redskab i samtidens politik. I så fald er stenen ikke bare et monument over de døde, men et monument for de levende.

Kunne stenen være et svar til Jelling?

De arkæologiske artikler om Erritsø er stærke, fordi de hele tiden sætter fundene i relation til Jelling. Vejlemuseerne fremhæver, at Erritsø er ældre end Jelling, og i en DR-artikel går Vejlemuseerne så langt som til at sige, at fundene gør det mere sandsynligt, at der allerede fandtes en form for Danmark et par hundrede år før Harald Blåtand. Mads Ravn fra Vejlemuseerne kalder ligefrem Erritsø-fundet "nøglen til en ny danmarksfortælling om de tidlige konger."

I dette lys bliver Landerupgårdstenen mere end en lokal gåde. Hvis Erritsø repræsenterer et ældre kongeligt miljø, og Landerupgård hører til samme landskab af magt, kult og stednavne, kunne stenen være et levn fra den historiske verden, som Jelling senere kom til at overskrive. Det vil ikke sige, at stenen nødvendigvis er anti-Jelling eller bevidst polemisk. Men den kan repræsentere en ældre eller sideløbende kongelig hukommelse, som ikke længere blev ført frem i den officielle rigsfortælling, da Harald Blåtand rejste sine egne monumenter. Det er måske netop derfor, stenen i dag virker så gådefuld: dens historiske univers blev ikke det sejrende univers.

Landerupgård 2 og de dybe lag i stedet

Et fascinerende, men mere usikkert perspektiv i videnskabelige materialer er den lille forsvundne sten, "Landerupgård 2". Her nævnes en nyere tolkning, hvor de mærkelige runde tegn og håndfiguren måske slet ikke er bogstaver, men kan forstås som helleristningselementer, blandt andet håndtegn og skåltegn. Hvis det er rigtigt, kan Landerupgård rumme spor af langt ældre rituelle lag, måske knyttet til yngre bronzealders grave eller helligdomme.

Denne del af argumentationen er naturligvis endnu mere hypotetisk end Guthrum-sporet. Men dens betydning er, at den skærper forståelsen af stedet som et muligt mindelandskab med meget lang kontinuitet. I så fald står runestenen ved Landerupgård ikke på bar bund, men på et sted, hvor generationer før vikingetiden allerede kan have markeret overgang, kult og magt. Det gør ikke vikingetidshypoteserne sikre, men det gør dem historisk mere interessante.

Hvad kan budskabet på stenen have været?

Der tegner sig fire hovedmuligheder for stenens oprindelige budskab.

Den første mulighed er den klassiske: at stenen var et minde over en bestemt person, formentlig en Harald, rejst af en nær slægtning eller efterfølger. Denne læsning harmonerer med traditionen fra 1638 og med den almindelige skandinaviske runestensskik.

Den anden mulighed er, at stenen ikke kun var et minde, men også et dynastisk udsagn. Hvis den er rejst senere over Harald Klak, kan budskabet have været: Vi tilhører stadig denne slægt, dette sted og denne kongelige arv. Det passer særlig godt med Guthrum-hypotesen og med ideen om Landerupgård som slægtsgård.

Den tredje mulighed er, at stenen har haft en territorial funktion. I et landskab præget af sejladskontrol, pælespærringer, kongelige stednavne og strategisk udsyn kunne stenen have markeret kongelig eller stormandsslægtens ret til området. I så fald var den både et minde og et krav.

Den fjerde mulighed er, at stenen bar et kristent eller overgangspræget budskab. Fordi Harald Klak i materialet fremstilles som tidligt kristen, og fordi Landerupgård kobles til tidlig kristendom, kan stenen have forbundet kongeligt eftermæle med den nye tro. Hvis dette spor holder, bliver stenen et muligt vidnesbyrd om en dansk kristendomshistorie, der ikke begynder i Jelling, men tidligere og mere fragmenteret.

Det bedste gæt er....

Runestenen ved Landerupgård kan ikke forstås alene ud fra de få bevarede runer. Dens egentlige betydning ligger i det landskab og den fortælling, den indgår i. Beretninger peger samlet på et stærkt perspektiv: at Landerupgård og Erritsø hører til et ældre magtcentrum ved Lillebælt, hvor kongelig tilstedeværelse, sejladskontrol, hellige steder og dynastiske minder kan have flettet sig sammen over flere århundreder. I denne sammenhæng bliver runestenen plausibelt et monument over mere end én person — den bliver et monument over en slægt, et magtrum og en historisk erindring, som senere blev trængt i baggrunden af Jelling-dynastiets fortælling.

Den mest dristige, men også mest stærke hypotese er, at runestenen er rejst af Guthrum til minde om hans morfar Harald Klak, muligvis med engelskinspirerede runer og med Landerupgård som slægtsgård og mindested. Den kan ikke bevises i dag. Men den samler overraskende mange af de spor, som ellers ligger spredt: dateringen til omkring år 900 eller derefter, Harald-traditionen, forbindelsen til Thyra, den internationale horisont mod England og Frisland, og det strategiske magtlandskab omkring Erritsø og Gudsø. 

Netop derfor er hypotesen værd at arbejde videre med. Ikke som færdig sandhed, men som et kvalificeret bud på, hvordan runestenen ved Landerupgård kan åbne ind til en langt større fortælling om Danmarks tidligste konger.