Oplev spor af storhed, magt og Danmarks tidligste kongesæde

Da gravemaskinen skrællede mulden af bakketoppen ved Erritsø, trådte aftrykkene frem i undergrunden. Mørke spor efter stolper, så tykke at ingen kunne være i tvivl om, at her havde stået noget stort. Christian Juel, chefarkæolog ved Vejlemuseerne, stod og så på konturerne af en hal, som intet menneske havde set i over tusind år.

»Gravemaskinen fejer jorden af, og så ser man de der aftryk efter sådan en kæmpestor hal. Det er virkelig fascinerende at tænke, at man er den første, der kender det her og ser det her i måske 1300 år,« siger han.

I september åbner udstillingen KONGESPOR på Fredericia Bibliotek, og dermed får fortællingen om det, der lå under mulden på bakken ved Lillebælt, sit eget sted i den by, der ligger få kilometer fra fundstedet. I den anledning har AVISEN talt med en række af de danske forskere, der har gravet i, skrevet om og tænkt over egnens ældste historie. Deres fortællinger bringes ugentligt frem mod åbningen. Vi begynder dér, hvor det hele begyndte, på bakken ved Erritsø, med manden der har haft hænderne i jorden.

Det var i 2006, inden Energinet skulle bygge hovedkvarter på stedet, at arkæologerne første gang stødte på en stor hal fra vikingetiden. Den slags er kun fundet ganske få steder i Danmark, blandt andet i Lejre på Sjælland og ved Tissø, steder som forskningen opfatter som kongemagtens haller og samlingspladser. Nu dukkede en op i Jylland, tæt på Jelling, og med en mistanke hængende over sig om at være ældre end selve Jelling. I 2019 placerede Slots- og Kulturstyrelsen udgravningen på listen over årets ti vigtigste arkæologiske fund i Danmark.

For Vejlemuseerne var fundet svaret på en undren, der havde ulmet længe. Jelling er sen vikingetid, monumenterne dér hører 900-tallet til. Men i de europæiske skriftlige kilder optræder danske konger langt tidligere. Frankiske annaler og helgenbiografier fortæller om konger i 700- og 800-tallet, der slås om magten, indgår alliancer og modtager udsendinge sydfra.

»Vi undrede os lidt over, hvor de der konger så har været henne, og hvor deres magtbaser har været,« siger Christian Juel.

Svaret lå efter alt at dømme på bakken ved Erritsø. Gennem snart tyve år har museet gravet sig ind i stedet, betalt af fonde og båret frem af Energinets byggeprojekter, og billedet er vokset for hvert spadestik.

Den, der kom sejlende gennem Lillebælt omkring år 700, har kunnet se hallerne oppe på bakken. Bygninger på over 50 meters længde og ti meters bredde, rejst på stolper så svære, at hullerne efter dem stadig aftegner sig i undergrunden som mørke cirkler.

»Man har kunnet se dem, når man har sejlet op igennem Lillebælt,« siger Christian Juel om de bygningsværker, der har ligget som magtens vartegn over det smalle farvand.

Omkring det hele løb en stor voldgrav og en palisade, et fæstningsværk, der beskyttede anlægget på toppen. Og det gør Erritsø til noget ganske særligt i dansk arkæologi.

»Det er faktisk noget, man aldrig nogensinde har fundet før omkring sådan en vikingetidshal,« siger han om forsvarsværket.

Uden for palisaden lå en hel verden, som arkæologerne først sent fik øje på. Almindelige huse, håndværksaktiviteter og nedgravede hyttetomter, de såkaldte grubehuse, hvor der blev arbejdet med tekstiler og andet håndværk. En permanent landsby, der har understøttet det befæstede anlæg på toppen, omtrent som middelalderens borge havde deres landsbyer liggende op ad murene.

»Den der forståelse af, at det pludselig er et meget større sted, end jeg troede før, hvor man også har alle de der håndværk og andre ting. Det synes jeg var fantastisk at finde,« siger Christian Juel.

Selve hallerne gemmer på en gåde, der fortæller sin egen historie om, hvad stedet var. Trods århundreders brug er der påfaldende få genstande, intet affald af betydning, ingen tabte ting i mængder. Hallerne er genopført igen og igen på samme sted, mindst tre gange, men sporene efter hverdagsliv mangler.

»Det er nogle steder, man er kommet til en gang imellem. Så er der sket en hel masse i en kort periode, og så er man rejst videre,« forklarer han.

For sådan var kongemagten dengang. Ingen fast residens, ingen hovedstad, intet skattesystem. Kongen rejste rundt mellem sine haller i et net af magtcentre, og magten blev holdt sammen af noget andet end embedsværk og opkrævere.

»I vikingetiden har man måske ikke haft sådan et system. Der har man mere fokuseret på gaver og alliancer,« siger Christian Juel. Han peger på, at man skal forestille sig flere kongeslægter, der konkurrerede om magten, og perioder hvor flere konger herskede samtidig i hver deres del af landet. »Det er en meget kompliceret situation. Det er faktisk først med Harald Blåtand og Gorm den Gamle i Jelling, hvor de skriver på Jellingstenen, at de samler hele Danmark. Man skal tænke det lidt på en anden måde, når man siger ordet konge i vikingetiden.«

Hvem var de så, kongerne på bakken? Her må forskerne støtte sig til de fremmede kilder, for vikingetidens Danmark skrev ikke selv sin historie ned. I begyndelsen af 700-tallet berejste missionæren Willibrord danernes land og besøgte ifølge sin biografi en konge ved navn Ongendus, på dansk Angantyr. Senere i århundredet nævner kilderne kong Sigfred, i begyndelsen af 800-tallet den stridbare kong Godfred, og efter ham medkongen Harald Klak og kongerne Horik den Første og Horik den Anden. I deres videnskabelige artikel om stedet skriver Christian Juel og hans mangeårige kollega Mads Ravn, at dateringerne fra udgravningerne strækker sig hen over alle disse kongers tid, og at hallen ved Erritsø eksisterede fra omkring år 700 og op i 900-tallet. Hvem af kongerne der har siddet i hallen, tør ingen fastslå. Men tiden passer, og stedet passer.

Dateringerne hviler på håndfast naturvidenskab. En velbevaret træstolpe fra en brønd er årringsdateret til 770'erne, en anden brønd bekræfter billedet, og fund i området viser bebyggelse helt tilbage i begyndelsen af 700-tallet. Nyere undersøgelser antyder, at den første bebyggelse på stedet kan række tilbage til 600-tallet. I så fald har der ligget noget på bakken i mere end 250 år, længe før nogen rejste en sten i Jelling.

Forskerne er samtidig omhyggelige med, hvad de ikke siger. Erritsø kan ikke sættes i direkte forbindelse med Kongernes Jelling, understreger de i deres artikel. De data, der foreligger, peger på, at magten i Erritsø fases ud omkring det tidspunkt, hvor den fases ind i Jelling, der ligger blot 30 kilometer mod nordvest. Om det ene afløste det andet, og hvordan, er blandt de spørgsmål, der stadig ligger åbne.

Hvorfor lige Erritsø? Svaret ligger i landskabet, og det har ikke ændret sig siden. Stedet kontrollerer både sejladsen gennem Lillebælt og overfarten over det, dér hvor mennesker i århundreder har krydset, og hvor Lillebæltsbroen fører trafikken over i dag. Sammen med Aarhus Universitet har museet fået lavet såkaldte view-shed analyser, der viser, at en person på bakken har kunnet se adskillige kilometer mod både nord og syd i bæltet. Pollenanalyser viser samtidig, at der stort set ingen trævækst var på stedet. Man har med andre ord kunnet se fjendtlige flåder i timevis, måske dage, før de nåede frem til Lillebælts snævring. Stedet har fungeret som varslings- og forsvarspunkt, og den gamle Kolding landevej løber lige syd om bakken, mens overfartsstedet ved Snoghøj, der sejlede folk til Middelfart helt op til 1935, ligger et par kilometer fra kongsgården.

»Det er den samme grund til, at man senere i historien har bygget fæstningsbyen Fredericia. Det ligger så centralt, at man kan kontrollere det hele fra det sted,« siger Christian Juel.

Parallellen er mere end en talemåde. Fredericia blev anlagt i 1649 og 1650 som værn for Nørrejylland mod fjender sydfra, fire kilometer fra den befæstede kongsgård, hvis bygherrer havde fået samme idé otte hundrede år tidligere. Selv stednavnet bærer på magt. I kilder fra 1300-tallet skrives Erritsø »Ærexhøgh«, Eriks høj, og navneforskere har peget på, at netop navnet Erik i ældre tid kan knytte sig til betegnelsen for en overkonge.

Jorden omkring bakken har også givet mere håndgribelige vidnesbyrd om rigdommen. I 1884 fandt en landmand under dræning af en mark mellem Erritsø og Snoghøj en sølvskat fra omkring år 900. Tre hele sølvringe, brudstykker af en fjerde og fem sølvbarrer, tilsammen over et kilo sølv, med paralleller på Gotland og Öland og med vægte, der følger det persiske pundsystem. Et lille vindue til de handelsveje, der bandt bakken ved Lillebælt sammen med en verden, der strakte sig helt til Rusland og Mellemøsten.

Arbejdet er langt fra slut. Årene med gravemaskiner har fyldt museets arkiver med data, der nu skal analyseres og sammenlignes med andre udgravninger, så Erritsø kan sættes ind i den større fortælling om egnen og om landet. Det er en langsommelig proces, erkender Christian Juel, og den rejser løbende flere spørgsmål, end den besvarer. Sådan er arkæologi.

»Man stiller nogle spørgsmål, der undrer en, og så finder man måske nogle svar ved at lave udgravninger. Og så stiller det endnu flere spørgsmål igen.«

Undervejs er fortællingen begyndt at leve sit eget liv uden for fagkredsene. Vejlemuseernes særudstilling om de første konger trak gæster i Spinderihallerne i Vejle, indtil den lukkede i maj, nationale og internationale tv-hold har besøgt bakken, og nu tager KONGESPOR på Fredericia Bibliotek tråden op, tættere på fundstedet end nogen udstilling før. For manden, der har brugt en stor del af sit arbejdsliv på bakken ved Erritsø, er det den del af arbejdet, der rækker ud over faget.

»Jeg synes, det er fantastisk, at man kan gå fra det, som er meget forskning og arkæologi, til at fortælle historien på en ny måde. Det er også en fantastisk historie omkring Fredericia,« siger Christian Juel. »Det synes jeg faktisk næsten er lidt rørende, at der er så mange, der synes, det er en vigtig og spændende historie, og at så mange har grebet det og gerne vil vide mere.«

Til september kan enhver gå ind ad døren til bibliotekets foyer og træde direkte ind i fortællingen om kongerne ved bæltet. Den begyndte for over tretten hundrede år siden. Den er ikke færdig endnu. ■

Fredericia har kurs mod et nyt lokalt fyrtårn, og Middelfart Sparekasse har valgt at træde til med økonomisk opbakning for at skubbe det spændende projekt i gang. Sparekassens afdelingsdirektør i Fredericia, Henrik Troelsen, ser et enormt potentiale i udstillingen Kongespor, som kan få stor betydning for hele området.

Projektet tager afsæt i historiske opdagelser i lokalområdet, som trækker tråde langt tilbage i tiden.

»Vi har sagt ja til at støtte Kongespor, fordi det er ufattelig spændende. Først tænker man næsten: Kan det virkelig passe, at alt det her er opdaget og har udspillet sig lige herude i vores lokalområde? Det er et super godt lokalt initiativ, og det ville vi bare gerne være en del af,« udtaler Henrik Troelsen.

Binder begge sider af Lillebælt sammen

For Middelfart Sparekasse handler støtten i høj grad om projektets evne til at skabe værdi for lokalsamfundet og trække historiske linjer tværs over bæltet.

»Det er et lokalt og historisk spændende projekt. Der er også et fascinerende aspekt i, at det viser sig at binde begge sider af Lillebælt sammen helt tilbage fra gammel tid. Det har jo ikke kun været på Fredericia-siden, men der er også sket ting på Middelfart-siden,« forklarer Henrik Troelsen.

Han peger på, at der for at føde et stort projekt kræves en startkapital, så idéerne kan folde sig ud i virkeligheden.

»Lige nu skal der lidt penge til for overhovedet at komme i gang, og det vigtigste for os var at være med til at skubbe det godt i gang. Mange af de involverede har mulighed for at trække i nogle gode tråde, ikke kun lokalt, men også på landsplan.«

Håber på et fremtidigt oplevelsesområde

Selvom projektet lægger ud som en udstilling, stopper ambitionerne og forhåbningerne ikke der, hvis det står til afdelingsdirektøren.

»Jeg håber da, at det på sigt bliver til meget mere end en udstilling. Måske en involvering med de steder, hvor man har fundet de historiske effekter, så det bliver et reelt oplevelsesområde i stedet for blot en traditionel udstilling, eller en kombination af begge dele,« siger Henrik Troelsen og afslutter:

»Den kommende udstilling er med til at vække interessen og sætte lys på, at det her er rigtig stort. På den måde kan den være med til at skubbe det mod noget endnu større, hvor vi som by kan se perspektiverne i at lave rundvisninger og skabe nye oplevelser.« ■

Om forløbet

For 1300 år siden lå der en landsby ved Ullerup, få kilometer fra jeres skole. Tæt på landsbyen, på en bakketop med udsigt over Lillebælt, lå en kæmpestor hal, hvor konger kom på besøg. I det her forløb møder eleverne drengen Folkvard fra Ullerup, hvis navn stadig findes på egnen i dag, og lærer landskabet omkring sig at kende som et sted, hvor Danmarkshistorien begyndte.

Fortællingen om Folkvard bygger på en enkelt gammel kilde og på sagatraditionens måde at fortælle på. Meget kan have været anderledes, og netop dét er en del af pointen: Eleverne lærer, at historie både er det, vi ved, og det, vi tror.

Lektion 1 · Fortællingen

Se en af filmene med Gert Jensen sammen, og fortæl derefter historien om Folkvard: drengen fra Ullerup, der som barn blev udvalgt og rejste med missionærer sydpå for at gå i skole, og som mange år senere vendte hjem til sin egn. Ved Ullerup fandtes i middelalderen en stor kirke og en helligkilde, og det er det eneste sted i verden, hvor begge dele er viet til en helgen med navnet Folkvard. Tal om: Hvordan mon det var at rejse hjemmefra dengang? Hvad ville eleverne selv savne?

Lektion 2 · Stednavne-detektiven

Stednavne er små tidskapsler. Forskere kan læse dem, fordi de gamle former er skrevet ned for mange hundrede år siden. Prøv sammen:

• Erritsø blev i 1300-tallet skrevet »Ærexhøgh«, og det betyder Eriks høj. Hvem mon Erik var?
• Husby betyder gård eller by med en kongelig embedsbolig.
• Kongsted og Kongernes Kilde bærer bogstaveligt talt kongerne i navnet.

Lektion 3 · Hallen i skolegården

Hallen på bakken ved Erritsø var over 50 meter lang og cirka 10 meter bred. Mål den op i skolegården med kridt eller kegler, og stil hele klassen langs den ene væg. Tal om: Hvor mange mennesker kunne der være til fest? Hvorfor byggede man så stort?

Besøget

Afslut forløbet med et besøg i udstillingen i foyeren på Fredericia Bibliotek. Brug opgavearket »På sporet i foyeren«, som findes her på siden. Der er gratis adgang i bibliotekets åbningstider.

Om forløbet

Jellingstenen er et af historieundervisningens kanonpunkter. Men hvad skete der før Jelling? Vikingetidens Danmark skrev ikke selv sin historie ned, så forskerne må arbejde som detektiver med tre slags spor: fremmede skriftlige kilder, arkæologiske fund og stednavne. I det her forløb prøver eleverne detektivarbejdet selv, med fundene ved Erritsø som gerningssted.

Øvelse 1 · Den skriftlige kilde

I begyndelsen af 700-tallet besøgte missionæren Willibrord danernes konge Ongendus, på dansk Angantyr. Det ved vi fra biografien om Willibrord, skrevet af munken Alcuin sidst i 700-tallet. Biografien beskriver kongen som hård og vild, men fortæller også, at han lod Willibrord udvælge tredive drenge, som skulle oplæres i den nye tro.

Arbejd med kilden ved at stille detektivens fire spørgsmål: Hvem skrev den? Hvornår i forhold til begivenhederne? Hvad ville forfatteren opnå? Og hvad kan vi så bruge den til? Diskuter, hvorfor en kristen munk måske beskriver en hedensk konge som »vild«, og hvad kilden alligevel afslører.

Øvelse 2 · Runestenen ved Landerupgård

Nær Kongernes Kilde ved Landerupgård fandtes en stor runesten. I dag er kun et lille fragment bevaret, men ud fra tegninger fra 1600- og 1700-tallet mener sagkundskaben, at noget af indskriften måske kan rekonstrueres til: »… lod gøre disse kumler, Harald …rm … … fader …«.

Øvelse 3 · Forskernes sprog

Læs artiklen »Før Jelling var der Erritsø« her på siden, og lad eleverne finde alle de steder, hvor forskerne tager forbehold: »peger på«, »kan have været«, »efter alt at dømme«, »tør ingen fastslå«. Tal om, hvorfor det sprog er et sundhedstegn og ikke en svaghed.

Afrunding · Koblingen til Jellingstenen

Sammenlign til sidst med kanonpunktet: På Jellingstenen skriver Harald Blåtand selv, at han vandt sig hele Danmark. Ved Erritsø har vi ingen indskrift, kun haller, voldgrav og fremmede kilder. Diskuter: Hvem bestemmer, hvordan historien huskes, når det kun er nogle, der skriver den ned? Afslut med et besøg i udstillingen.

Gå på opdagelse i udstillingen to og to, og find svarene i plancher og fortællinger. Saml op i klassen bagefter.

1. Hvor lå kongsgården, og hvad kunne man se fra bakken?
2. Hvor lang var den største hal? Find tallet, og find noget i nærheden af biblioteket, der er lige så langt.
3. Hvad omgav hallerne og beskyttede dem? Hvorfor er netop dét fund noget særligt i Danmark?
4. Find navnet på mindst to konger fra tiden før Gorm den Gamle. Hvor kender vi deres navne fra?
5. Hvad blev der fundet i jorden i 1884 mellem Erritsø og Snoghøj? Hvor langvejsfra kan det stamme?
6. Find ét sted i udstillingen, hvor der står »måske«, »kan have« eller lignende. Hvorfor skriver forskerne sådan?
7. Vælg det billede eller den fortælling, der gjorde størst indtryk på dig, og forklar din makker hvorfor.
8. Til sidst: Udstillingen hedder KONGESPOR. Hvilket spor synes du er det stærkeste, og hvad ville du selv grave efter?

God jagt, og husk at biblioteket er et sted, hvor andre også fordyber sig, så detektiver arbejder stille.

Runestenen

Landerupgårdstenen, også kaldet Sønder Vilstrupstenen, er fundet nær Kongernes Kilde ved den gård, der i dag hedder Landerupgård, tæt ved vikingemetropolen i Erritsø. Stenen har haft en omtumlet tilværelse, og i dag er kun et fragment tilbage af den store runesten.

Med henvisning til blandt andet kilder fra 1400-tallet mente Grundtvig, at runestenen er sat over Harald Klak, og at Landerupgård har været en kongsgård ejet af kongens slægt. I præsteindberetningerne fra Ribe Stift 1638 fortælles det, at der ved Landerupgård, nær en kilde som de gamle på egnen endnu kaldte »Kongernes Kilde«, fandtes en stor sten med runer, der formodedes rejst af kong Harald. Den Harald mente Grundtvig var den danske konge Harald Klak (785-852).

Med baggrund i Ole Worms gengivelse fra 1643, der igen bygger på Anders Laurids Bordings aftegninger, samt Søren Abildgaards tegninger, mener sagkundskaben, at noget af indskriften måske kan rekonstrueres til:

… lit : ku]bl : þisi : [kaurua : haralt …rm… … faþ(u)(r) …

I oversættelse: »… lod gøre disse kumler, Harald …rm … … fader …«

Kun slutningen af første linje, bl ' þisi ' |, er bevaret på det eneste tilbageværende fragment af den oprindelige sten. Resten er rekonstrueret.

Dateringen

Man regner med, at der optræder to personnavne i indskriften: Harald og rm, der kan læses som Gorm eller Guthorm. Runestenen dateres sandsynligvis til 900-tallet, fordi formlen »disse kumler«, som med ret stor sikkerhed kan identificeres i indskriften, først kendes fra 900-tallet og frem. Følger vi den datering, kan Landerupgårdstenen ganske vist ikke være rejst over Harald Klak umiddelbart efter hans død i 852. Men det udelukker ikke nødvendigvis, at den Harald, der nævnes, kan være Harald Klak.

Runologernes konklusion er klar: Der kan ikke siges noget videnskabeligt om, hvem runestenen er sat over, eller hvem der har sat den. Kun at den formentlig er lavet i 900-tallet. Det overlader det til os at bruge den logiske sans og sunde fornuft, blandet med Grundtvigs opfattelse og de mange lokale overleveringer. Vi ved, at helligkilden og stedet spillede en betydelig rolle for vikingetidens og den tidlige middelalders konger.

Det var datidens stormænd og storkvinder, der rejste runesten over familiemedlemmer, fæller, høvdinge og hirdmænd. De rejste dem for at vise slægtens kontinuitet og fællesskab og for at sikre de efterlevende arveretten efter den, stenen mindedes. En runesten kan sagtens være rejst årtier, ja flere generationer, efter at den mindede var død. Runesten blev ofte brugt som historiske monumenter og politiske markører, der viste slægtens ret til arv, jord og magt, længe efter at begravelsen havde fundet sted.

Hvem er Harald på runestenen?

Grundtvig var blandt dem, der ikke nærede megen tvivl: Harald Klak og hans slægt har ejet Landerupgård. Og hvor videnskaben har givet op, vover vi her en hypotese. Det er Harald Klak, der nævnes på runestenen, og det kan være en af slægtens tre mægtigste mænd, der har sat den.

Slægten var en stormandsslægt bosat i Sydjylland (Sinlendi). I år 807 fik den ophold hos kejser Karl den Store og blev siden optaget i kejserens hof. Det førte til, at skiftende kejsere i perioden 826-884, i alt 58 år, forlenede slægten med områder langs hele den frisiske vadehavskyst samt vigtige handelsbyer som Dorestad, en af det nordvestlige Europas vigtigste handelsbyer fra 600-tallet til midten af 800-tallet. Slægten var en storspiller i tidens europæiske politik.

Guthorm

Den danske vikingehøvding Guthorm, også kendt som Guthrum eller Gorm den Gamle/Gorm den Barnløse, var barnebarn af Harald Klak og nevø af kong Horik den Anden i Erritsø. Han drog til England under den store danske invasion i 865 og stod sammen med Ragnarsønnerne i spidsen for den hær, der hærgede landet fra midten af 860'erne. Midt i januar 878 angreb han kong Alfreds rige Wessex. Samme år indgik han fredsaftale med den angelsaksiske konge Alfred den Store (848-899), lod sig døbe og etablerede et kongedømme i Østangel, hvor han regerede over Danelagen (Dana logu) til sin død i 890.

Et kvalificeret bidrag til historien om denne omdiskuterede runesten kunne være, at den magtfulde kong Guthorm under et af sine besøg i Sydjylland, som vi ved han foretog, har sat et værdigt minde over sin morfar, den første danske kristne konge: Harald Klak. Det menes, at Guthorm var den egentlige hersker over Sydjylland i sidste halvdel af 800-tallet.

Hardeknud

En af Guthorms høvdinge var den berygtede søn af Ragnar Lodbrog, Sigurd Orm-i-Øje. Både danske og engelske kilder beretter, at Sigurd deltog i den store hedenske hær og var med i kampene ved York, hvor kong Aelle blev dræbt. Sigurd voldtog Aelles datter, Blæja, der fødte en søn. Sigurd ville ikke vide af drengen og beordrede to af sine trælle til at sætte barnet ud i skoven for at dø. Men i stedet for at efterlade ham til de vilde dyr svøbte trællene drengen i et klæde, som de hængte højt op i en gren over en sti, hvor de vidste, at kong Guthorms folk ville komme forbi senere på dagen. Guthorms folk fandt drengen og tog ham med hjem til kongen. Drengen blev kaldt »Den Fundne Knud« eller »Trælle-Knud«, og Guthorm blev så glad for ham, at han senere adopterede ham som sin juridiske søn under navnet Hardeknud.

Navnet optræder første gang som Hardicnut om en dansker i York og siden kun i den danske kongerække, så man ved ikke, om baggrunden for tilnavnet var nordisk eller engelsk-påvirket. Hardegon var Adam af Bremens misforståelse af navnet Hardeknud, hvilket nu bekræftes af en mønt fra 900-903, fundet i 2011 i Silverdale i Northumbria, med navnet Airdeconut Rex. Hardeknud blev konge i Danmark i begyndelsen af 900-tallet. Kan det være ham, der har sat et mindesmærke over slægtens »Godfather«?

Gorm den Gamle

Hardeknud fik en søn, som han naturligvis kaldte Gorm efter sin fosterfader, og som vi i dag kender som Gorm den Gamle. Gorm kaldte sine førstefødte sønner Knud og Harald. Hardeknud og Gorm kom til Sydjylland først i 900-tallet, hvor Hardeknud herskede som konge indtil sin død i 936, hvorefter Gorm overtog tronen.

Der var intet kongeligt sæde i Jelling, da Hardeknud og Gorm kom til Danmark i begyndelsen af 900-tallet. Det mest naturlige ville derfor være, at de i begyndelsen holdt til i Hedeby og i Erritsø-Landerupgård-området ved slægtens gård, som muligvis var en kongelig gård allerede før slutningen af 600-tallet, hvor Erritsø-dynastiet opstår. Er det Gorm, der har rejst runestenen ved den helligkilde, hvor alle danske konger dengang skulle velsignes?

Kan vores gådefulde runesten være rejst til minde om Harald Klak af en af disse tre slægtninge? Vi ved det ikke. Men det er muligt.

Harald Blåtand

Runestenens indskrift og tilstand bærer præg af direkte hærværk. Kan det mon være Harald Blåtand, der ville sætte punktum for Erritsø-æraen og fremme sit eget Jelling-projekt? Vi ved i hvert fald, at han brugte alle midler til at udslette eventuel konkurrence. ■