DE FØRSTE DANSKE VIKINGEKONGER I ERRITSØ

De Hellige kilder

Hellige kilder i Danmark er naturlige ferskvandskilder, som gennem tiden er blevet tillagt særlig kraft eller religiøs betydning. En hellig kilde kendes ofte på, at mennesker har søgt dertil for at hente vand, udføre ritualer eller bede om hjælp i sygdom og nød. Kilderne ligger typisk ved gamle veje, kirker eller tidligere kultpladser og er omgivet af både skriftlige kilder og rige lag af folkelig overlevering.

I middelalderen blev de hellige kilder vigtige mål for pilgrimme. Mennesker rejste ofte langt for at besøge en bestemt kilde, hvis vand blev anset for at kunne lindre sygdomme eller beskytte mod ulykke. Ved kilderne kunne der foregå bønner, processioner og særlige ritualer, ofte på bestemte dage i kirkeåret. Nogle steder opstod der mindre valfartssteder med kapeller, altre eller små boder, hvorfra man kunne købe lys og andre fromme genstande.

Brugen af kilderne var tæt forbundet med forestillingen om helbredelse. Man drak af vandet, vaskede øjne, hænder eller syge legemsdele, eller tog vandet med hjem i beholdere. I mange beretninger nævnes mirakuløse helbredelser, som blev tolket som tegn på guddommelig indgriben. Kirken forsøgte til tider at regulere praksis, men accepterede ofte kilderne, så længe de blev forstået i en kristen ramme og knyttet til helgenkult og kirkelige højtider.

Folketroen omkring kilderne udviklede sig gradvist til en blanding af kristne og ældre forestillinger. Man kunne både bede Fadervor og samtidig følge gamle regler om at komme ved solopgang, gå til kilden i stilhed eller gå rundt om den et bestemt antal gange. Nogle steder knyttedes kilderne til sagn om lokale helgener, andre steder til fortællinger om underjordiske væsener eller naturånder, der vogtede over vandet og skulle behandles med respekt.

Kongernes Kilde ved Landerupgård

Kongernes Kilde ved Landerupgård ligger i et blødt, kuperet morænelandskab, hvor mark, eng og små lunde mødes. Kilden springer frem i kanten af en lavning, hvor jorden naturligt samler vand, og hvor fugtige enge og krat skaber en stille, næsten indelukket stemning. Man fornemmer tydeligt, at stedet har været særligt i århundreder: lyden af rislende vand, fuglesang og den kølige luft omkring kildeudløbet giver en rolig, næsten højtidelig atmosfære.

Navnet Kongernes Kilde knytter sig til fortællinger om, at konger eller fornemme herrer skulle have gjort ophold her på rejser gennem landet. Om det er historisk korrekt, er usikkert, men navnet vidner om, at kilden har været anset for noget ud over det almindelige. I middelalderen og langt op i nyere tid blev stærke, rene kilder ofte forbundet med både helbredende kræfter og religiøs betydning, og meget tyder på, at Kongernes Kilde har haft en lignende rolle lokalt.

Historisk har kilden været vigtig for beboerne omkring Landerupgård. Den gav friskt drikkevand, før brønde og vandværker blev almindelige, og den har sandsynligvis fungeret som samlingspunkt ved særlige lejligheder. Mange kilder blev brugt som valfartssteder ved midsommer, Sankt Hans eller på bestemte helgendage, hvor man samledes for at hente vand, bede om helbredelse eller blot markere årets gang. Lokale sagn fortæller ofte om mennesker, der søgte til kilden for lindring af sygdomme eller for at få styrke til hverdagens arbejde.

Omkring Kongernes Kilde har der formentlig knyttet sig små fortællinger om undergørende vand, lykkebringende dråber eller varsler, hvis kilden pludselig ændrede løb eller styrke. Sådanne sagn er typiske for danske helligkilder og har været med til at give stedet en særlig aura. Selv når troen på mirakler svandt, levede historierne videre som en del af den lokale identitet og fælles hukommelse.

I dag besøges Kongernes Kilde først og fremmest som et natur- og kulturhistorisk udflugtsmål. Man kan opleve den rolige kilde, det omgivende landskab ved Landerupgård og fornemme forbindelsen mellem natur, historie og hverdagens liv gennem århundreder. Stedet indbyder til en stille pause på en gåtur, hvor man kan lytte til vandet, mærke den kølige luft omkring kildeudløbet og forestille sig de mennesker, der før i tiden kom hertil med håb, forventning eller blot for at hente dagens vand.

Et stemningsfuldt nærbillede kunne vise kildevandet, der klart og boblende trænger frem mellem sten og rødder, med lysreflekser på overfladen og grønne mosser omkring. Et andet billede kunne være et roligt oversigtsmotiv af området ved Landerupgård: de bløde bakker, markernes møde med små skovstykker og den diskrete kilde i forgrunden, der næsten skjuler sig i vegetationen, men alligevel er centrum for fortællingen om Kongernes Kilde.

Skt. Folkvards Kilde ved Ullerup

Skt. Folkvards Kilde 

Skt. Folkvards Kilde ved Ullerup er et af de mange gamle helligkilder i Danmark, hvor natur, tro og lokalhistorie flettes tæt sammen. Kilden knyttes til Skt. Folkvard, som formodentlig har været en lokal eller regional helgenskikkelse, muligvis en from præst eller munk, der har virket i området i middelalderen. Der findes ingen fuldstændig sikker historisk biografi, men navnet tyder på en person, som har været kendt for fromhed, omsorg og måske helbredende forbøn. At kilden bærer hans navn, afspejler den middelalderlige forestilling om, at bestemte personer kunne formidle Guds nåde gennem steder i naturen.

Historisk har Skt. Folkvards Kilde sandsynligvis været brugt i forbindelse med både valfart og helbredelsestraditioner. Som ved andre danske helgenkilder opsøgte man vandet på særlige dage, ofte i tilknytning til helgenens festdag eller store kirkelige højtider. Vandet blev drukket eller skyllet over ømme lemmer og syge øjne, mens der blev bedt bønner og måske givet løfter om at vende tilbage med en gave til kirken, hvis helbredelsen lykkedes. Kilden fungerede dermed som et mødested mellem den officielle kirkelige fromhed og den folkelige tro på naturens og helgenernes særlige kraft.

I sammenligning med andre helgenkilder i Danmark – som f.eks. Skt. Hans-kilder, Skt. Olavs-kilder eller Skt. Knuds-kilder – deler Skt. Folkvards Kilde mange fællestræk: en bestemt helgen som beskytter, forestillingen om helbredende vand og en tradition for valfart. Forskellen ligger især i den lokale forankring. Hvor de store helgener var kendt i hele landet, har Skt. Folkvard i højere grad været knyttet til Ullerup og det nærmeste opland, og kilden har derfor haft særlig betydning for netop denne menighed og egn.

Folkvards Saga

Sagaer kalder vi nogle af de ældste nordiske fortællinger om personer og begivenheder fra fortiden, t. Som regel er der tale om mundtlige fortællinger, der bygger på en historisk kerne og senere er blevet nedskrevet. Ind imellem dramatiserede fortællingerne, men oftest på en sådan måde, at det berettede også historisk kunne have foregået sådan. Det er denne fortælletradition, vi forsøger at bruge her i denne historie om den hellige Sankt Folkvard.
Der er kun en eneste historisk kilde, som nævner Folkvard, det er Ansgars
helgenlegende fra 800-tallet om Sankt Villads. Ansgar fortæller, at disse to var en del af de frankiske herskeres elite-missionshold, som sandsynligvis også var i Jylland omkring år 770. I de frankiske kilder kan vi se, at missionæren Willibrord allerede i begyndelsen af 700-tallet besøgte den danske kong Angantyr. Det må være en nærliggende
formodning, at dette besøg foregik i kongehallen i Erritsø.

Vi får også at vide, at danskerne ikke ville være kristne, men Willibrord fik
alligevel lov til at udvælge 30 unge drenge, som han måtte tage med sig hjem til det frankiske gejstlige center i Utrecht og oplære dem i missionsarbejdet, for at de så senere kunne vende tilbage til Danmark som missionærer. Flere pile peger på, at Folkvard var blandt disse 30 drenge.
I den nu forsvundne store landsby Ullerup, nær vikingetidens kongehaller i
Erritsø, fandtes der i vikingetiden en hedensk helligkilde og i middelalderen var der en meget stor valfartskirke og en helligkilde, som begge var viet til den hellige Folkvard. Det er det eneste sted i hele verden, hvor Sankt Folkvard er knyttet til en helligkilde og en kirke, og det må efter eksperternes vurdering betyde, at denne Folkvard øjensynligt har haft stærke relationer til Ullerup. Ifølge navneforskningen var personnavnet Folkvard i Danmark forhen mest benyttet i Syd- og Sønderjylland. I Folkvardsagaen er de historiske og arkæologiske fakta søgt kombineret med sagatraditionens måde på at fortælle en god historie. Ved Ullerup gamle kirketomt nær Fredericia findes Sankt Folkvards helligkilde. Vi ved, at Folkvard var en af Karl den Stores mest skattede missionærer. Han blev helgengjort af paven kort tid efter 782, hvor han led martyrdøden i kampen mod den hedenske hertug Widukind. Der er ingen efterretninger om hvordan og hvorfor både kirken og helligkilden i Ullerup, som de eneste steder hele verden, er viet til denne helgen. Flere pile peger i retning af, at Folkvard kan have været en af de 30 drenge, som missionæren Willibrord 725 fik lov til at tage med sig hjem til Utrecht, da han besøgte den danske kong Angantyr – rimeligvis i Erritsø.

De frankiske kilder fra sidst i 700-tallet fortæller: "Willibrord vendte sin missionærkurs mod danerneshårde stammer. Dengang, så fortælles det, var dendanske hersker Ongendus, en mand, der var merevild end noget vilddyr og hårdere end sten, som dogved guddommelig indgriben modtog sandhedens forkynder med ethvert hæderstegn. Men da sidstnævntefandt ud af, at folket var gennemsyret af onde handlinger, overgivet til afgudsdyrkelse og ligeglade medethvert håb om et bedre liv, fik han lov til at udvælgetredive drenge blandt dem og vendte hastigt tilbagemed dem til frankernes udvalgte folk. På rejsen underviste han de unge i troen og døbte dem. De skulleså senere vende tilbage som missionærer med denfordel, at de kunne det danske sprog".